Halloween i Måløv 2020

Covid-19-situationen har fået os til at aflyse det traditionelle Halloween i Måløv med fælles opstart, optog gennem byen, samt gys og gru på skolen. 

Men vi er klar over, at mange begynder at få trækninger, når vi nærmer os den sidste fredag i oktober. Derfor lægger vi i år op til, at Måløvs borgere, forretninger og institutioner giver den gas og laver uhyggelige udsmykninger hjemme hos sig selv: Pynt dine egne vinduer, din altan eller din forhave og lad byen komme forbi dig og kigge – på afstand.

Ønsker du at være med som planlægger og afvikler af denne alternative fejring af halloween, så tilmeld dig med navn og adresse ved at sende en mail senest den 10.10.2020 til info@halloweenimaaloev.dk.

Vi samler derefter tilmeldingerne og lægger et oversigtskort på denne hjemmeside, så publikum kan bruge kortet til at gå rundt og opleve de pyntede haver, vinduer, altaner og butikker i den rækkefølge de selv foretrækker – og uden at klumpe sig sammen. På selve aftenen vil halloweenudvalgets lygtegruppe sætte halloween­lygter op ved de adresser, som er tilmeldt, for at markere, hvor der ”sker” noget.

Hvornår: Fredag d. 30.10.2020, kl. 18–21.

Hvor: Lige så mange steder, som der kommer tilmeldinger. Hos dig?

Efterfølgende må alle stemme på en udsmykning, de synes var særligt god. Det gøres ved at sende en mail til ovenstående mailadresse. Husk at skrive udsmykningens adresse og også gerne en motivation. Så vil dommerkomiteen præmiere den adresse, som har fået flest stemmer.

Hold øje med hjemmesiden her – og Facebookgruppen Halloween i Måløv

Græskarskæredagen afvikles på Tingstedet, hvor alle kan være udendørs og på afstand. Det er søndag den 25.10. kl. 11–14. Man kan skære et græskar og tage med hjem til egen udsmykning. Eller skære et græskar til byens udsmykning.

Mange uhyggelige hilsner

Halloweenudvalget